RecArt præsenterer
Ann-Mette Elten
Ann-Mette Elten startede sin sangkarriere allerede som 12 årig, hvor hun kom med i Frelsens Hær. I den sammenhæng fik hun som ganske ung blandt andet lov til at synge på Aalborgs havneknejper, og mener selv oplevelserne her var med til senere at forme hende som sanger og scenekunstner.
I 1986 blev hun en del af den danske pophimmel som ”stemmen” i den populære gruppe På Slaget 12, hvis debutalbum indeholdt kæmpehittet ”Hjem til Århus”.
Efter i mange år at have turneret landet rundt med På Slaget 12 fik Ann-Mette i 1999 lyst til at indspille nogle af de sange som på en eller anden måde havde dannet et “soundtrack” til barndomsårene i Aalborg. Ikke mindst om søndagen når ”Ønskekoncerten” -”Giro 413” blev sendt, blev der skruet op for musikken i det nordjyske hjem.
Det første soloalbum “Refrain” blev en stor succes med over 80.000 solgte eksemplarer og var på albumhitlisten i flere måneder. Med sin smukke og kraftfulde stemme satte Ann-Mette sit helt eget præg på sange som ”Hele ugen alene”, ”Kære John” (duet med Niels Hausgaard), ”Sukiaki” og ikke mindst Otto Brandenburg- duetten ”Kuling fra Nordvest”. Albummet blev året efter fulgt op af ”Hot Hot” som udelukkende indeholder sange af Kai Normann Andersen.
Siden er yderligere tre soloalbums kommet til. ”Solo” fra 2006 indeholder sange skrevet specielt til Ann-Mette af nogle af landets bedste sangskrivere og året efter udkom ”Vær velkommen”. På dette album finder man opdaterede versioner af nogle af vore mest skattede salmer. I slutningen af 2009 udkom ”Close To You” som er det hidtil eneste soloalbum på engelsk.
Repertoiret til ”De 30 bedste sange og duetter” stammer hovedsageligt fra Ann-Mettes fem soloalbums, Nogle af duetterne, som f.eks. “I Got You, Babe” med Henning Stærk, stammer dog fra de fire ”Let`s Dance” albums som Ann-Mette, udover sine egne albums, også fik tid til.
¨Ann-Mette Elten har indtil videre haft en meget alsidig karriere, hvor hun har beskæftiget sig med mange forskellige stilarter. Alligevel er det på dette opsamlingsalbum lykkedes hende at skabe et fint helstøbt udtryk for det hun står for.
For mere info kontakt +45 70 200 582






